Dejlig bog om et kæmpe talent med et vanskeligt sind

Først og fremmest: Det er godt at der nu kommer en bog om Brian Wilson (og The Beach Boys) på dansk.
Dét at være glad for musik indebærer ikke automatisk at man er så god til engelsk, at man problemløst kan læse en bog på næsten 300 sider.
Så tak til Haase Forlag for dét!

Også stor ros til at bogen handler som såvel historien, skæbnerne og musikken. Vi får et fint helhedsbillede af en skrøbelig person med et musikalsk talent af de allerstørste.

af Per Wium, musikjournalist

Mange mennesker kender The Beach Boys som en surf-gruppe, der sang enkle popsange med falsetstemmer.
Alene af dén grund er det relevant med en dansksproget bog, der dokumenterer at BB er meget andet end deres tidlige lyd.
Det er nærliggende at sammenligne gruppen med The Beatles. Der er påfaldende ligheder - men også påfaldende forskelle. Een af lighederne er en musikalsk udvikling, der kan (og har) taget pippet fra de fleste. Brian Wilson er i høj grad hjernen bag BBs musikalske forvandlinger.
Vi kommer ganske tæt på en skrøbelig mand, der har væsentlig bedre styr på avancerede harmonier end på sit eget sind. Et kæmpetalent, der har skabt nogle af populærmusikkens største sange.



God formidling

Jeg syns bogen fungerer rigtig godt. Den er en spændende fortælling og den kommer virkelig omkring hovedpersonen - og de centrale bipersoner.
Balancen mellem facts, skildring af konkrete begivenheder og direkte citater fungerer også. Vi er med inde i studiet. Vi er med til (fyrings)-mødet. Vi er med i flyet, hvor Brian bryder sammen. Vi er med når Wilson bliver lammet af at høre nogle sange fra "Sgt. Pepper", som Paul McCartney kommer og spiller for ham. Etc. etc...
 
Sproget og de mundrette sætninger gør bogen nem at læse. Og den henvender sig til såvel nybegynderen hos The Beach Boys som dem, der i forvejen er inde i historien og vil vide mere.
Mange kapitler er ganske tankevækkende! Hvordan kan en mand, der har så svært ved livet (og sig selv) skabe SÅ stor musik?
Jeg har altid opfattet "Pet sounds" (1966) som et stolt og meget sikkert hovedværk. Det er meget specielt at læse hvordan Brian Wilson har det - og har det med omgivelserne - under forberedelsen og indspilningerne.
Bare for lige at nævne eet eksempel. Der er mange andre gode afsnit hvor de store modsætninger og det dialektiske er super fremlagt!


Selvdestruktiv - og samtidig fattet og fokuseret


Brian Wilson arbejdede tæt  samme med tekstforfatteren, Tony Asher, netop på "Pet sounds". Asher husker tilbage:
"Han var så selvdestruktiv. Han omgav sig med dårlige mennesker og dårlige situationer.
Men når han gik ind i studiet, fik man det indtryk, at han havde knivskarpe ideer og visioner".


Det var i dét kaos at eet af musikhistoriens største album blev til. Med fyrtårnet "God only knows" som et eksempel på det helt sublime.

Psykiatere, advokater - og triste skæbner


Ved læsningen af de sidste ca. 100 sider slår det mig hvor mange psykiatere og især advokater, der har tjent styrtende på konflikterne og rådvildheden hos The Beach Boys.
Og det slår mig at hele historien om gruppen og dens medlemmer er så milevidt langt fra den glade lyd og den meget "fun, fun, fun", der startede deres karriere.
Det er trist læsning - men også disse mørke kapitler er fortalt på en seriøs og fair måde. Fortællingen KAN ikke gøres smuk og dejlig.


Hvor er billederne?

Bortset fra et (atypisk) Wilson-foto på forsiden og et billede (i frimærkestørrelse) af The Beach Boys på bagsiden er der ikke eet foto i bogen.
Det er ikke så godt.
Der er så meget godt billed-materiale i gruppen - og i at hovedpersonen skifter udseende og udstråling i løbet af karrieren.

Hvis bogen opnår at skulle trykkes i et nyt oplag, vil jeg anbefale en midtersektion med 10 - 12 sider med fotos. Sort/hvid er o.k. Der skal bare være noget at kigge på.

Skandinavien

Og endnu et forslag til forlag: Oversæt bogen til svensk, norsk og finsk.
Den - og publikum dér - fortjener det.



Karsten Jørgensen: "Historien om et forpint geni". Brian Wilson og The Beach Boys. Forlaget Haase, 2019

Kommentarer